Jeg er nu valgt som formand for Dansk Folkeparti i Gribskov

Nu må det være tid til en lille opdatering her på min politiske side. Det er gået stærk siden jeg sidste år i maj måned meldte mig ind hos Dansk Folkeparti. Jeg har som bekendt været tilknyttet som konsulent for lokalafdelingen. Og ikke mindst et travlt efterår med Brians Folketingskandidatur og vores kommunes meget omtalte budgetaftale, hvor jeg sammen med Brian Lyck Jørgensen deltog, på DF Gribskovs vegne, i den der “berømte kælder” under rådhuset i Helsinge.

Efter en vinter kommer et forår, og det er for mig igen tid til, at trække i det politiske arbejdstøj, idet jeg i lørdags havde fornøjelsen på generalforsamlingen hos DF Gribskov, at blive valgt, som ny formand for Dansk Folkeparti i Gribskov.

Tak for tilliden og tillykke til den nyvalgte bestyrelse.

_______________

Her til eftermiddag har jeg derfor på vegne af DF Gribskov således udsendt denne pressemeddelelse til lokalpressen.

Pressemeddelelse:

Ny formand for Dansk Folkeparti i Gribskov.

Dansk Folkeparti i Gribskov har på sin generalforsamling d. 25 marts 2023 valgt ny formand, valget faldt på Bill Kaae.

Dansk Folkeparti i Gribskov måtte desværre, som bekendt sidste år, sige farvel til Michael Rerup, der pludselig gik bort. Derfor blev dette års generalforsamling indledt med ét minuts stilhed, til ære for den tidligere formand og byrådskandidat.

På generalforsamlingen i lørdags, som var velbesøgt blev der ligeledes valgt nye ansigter til bestyrelsen. Således består bestyrelsen i DF Gribskov nu af Bill Kaae (formand), Henrik Hedelund, Melanie M. Spieler, Helle Hviid Rasmussen, Kenn Jørgensen, Pia Spieler, Anja Schlie.

Konstitueret formand kom i sin beretning ind på de events som lokalafdelingen har afholdt i 2022, det gode samarbejde med byrådsgruppen, folketingsvalget 2022, hvor der også lød en stor tak til afdelingen i Hillerød. Endelig kom Henrik Hedelund ind på sagen mod partiformand Morten Messerschmidt, som fik en afslutning i slutningen af 2022, der som bekendt endte med en frifindelse.

Byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen gennemgik lidt af det politiske arbejde fra Gribskov Byråd, samt hans kandidatur til Folketinget i efteråret. Brian kom ind på hvad Dansk Folkeparti havde fået med i budget 2023-26. Desuden var der fuld opbakning til byrådsgruppen, og det arbejde som gøres i Gribskov Byråd.

Endelig sluttede dirigent, Glen Madsen fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse af med, at ønske den nye formand og bestyrelse tillykke med valget.

____________________

Her er lidt stemningsfotos fra generalforsamlingen i lørdags, hvor Glen Madsen fra Dansk Folkepartis hovedbestyrelse var dirigent og byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen fortalt om byrådet.

Om Bill Kaae